Lotterisvensken (1911)

Uddrag af en novelle af Martin Andersen Nexø

(…)

Det var netop den Dag, Lotteriet skulde trækkes, og Svensken følte et vist moralsk Tryk i den Anledning. Han følte, at han maatte opføre sig godt over for Vorherre, om han vilde vinde. Derfor vilde han slet ikke ind i Kroen, men sendte Drengen ind med Pengene for Ugens Brændevin. Han blev bange nu, da noget stod paa Spil, og Fejgheden meldte sig hos ham i sin sædvanlige Skikkelse: som Samvittighed. De Penge var en Anklage mod ham, de brændte ham paa Lommen; og han følte sig lettet, da han var af med dem. Han var ogsaa paa det Rene med, at Konen skulde vide, at han endnu ikke havde lagt Snapsen af, han skyldte hende det. Og han lovede sig selv, at han skulde være afholdende fra det Øjeblik, hans seddel kom ud.

Inde i Kroen sad Kammeraterne med det uskyldigste Humør af Verden og ødelagde en Fjerdedel af deres yderst knappe Ugeløn. De gjorde det mindre af Trang end af gammel Vane – og Vanen er stærkere end selve Lasten.

Men Svensken gik glad og let til Mode videre med sin Dreng. Han havde gjort noget godt og følte, at han maatte faa sin Belønning. Vorherre var jo dog, naar alt kom til alt, den der stod bagved og trak Numrene. Han tog Drengen ved Haanden – det havde han næppe gjort, siden denne var lille – og viste ham Fyret, der blinkede ovre paa Sverigs Kyst. Han fortalte ham om det lille Torp derovre bag Fyret, men meget længer borte, hvor Farmor boede, og hvor de skulde over, naar de fik mange Penge. Og han svarede paa alle Drengens Spørgsmaal, det plejede han ellers ikke. Drengen følte en egen, fremmed Glæde og vilde holde sin Far i Haanden gennem Gaderne ogsaa, men det tillod Svensken ikke.

Det var kun lidt efter Mørkningen, da de to kom hjem.

Alle vidste øjeblikkelig, at Far var i godt Humør. Han skældte slet ikke over, at han Tøfler ikke var paa deres Plads under Loftstrappen.

Da han havde vasket sig og skiftet Sokker og spist, tog han den Lille ud af Vuggen og pludrede med hende og kurede hende helt op til Loftet. Saa kom den anden og vilde ogsaa kures; men hun var for gammel, sagde han, satte sig i slagbænken og tog hende paa det andet Knæ. Den næstældste stod henne ved Komoden og raslede med Nøglen og var usikker, men efterhaanden tog han Mod til sig og kom sjokkende med en gammel Rørfløjte, som han langsomt og prøvende skød over bordet hen imod Faderen. Og da han saa, at Faderen tog den, skyndte han sig ud i Køkkenet. Efter en Skaal Vand – for Fløjten vilde ikke give Toner, før den var fugtet. Saa lod de være at tænde Lys, og Svensken blæste Fløjte med de to paa Skødet, mens Moderen puslede den Mindste og Knægten laa paa Knæ foran Kakkelovnen og læste i Rocambole. Den havde han laant af Marskandiserens Søn for seks Knapper, og det var billigt, for den havde over 3000 Sider.

Kl. 8 gik de i Seng som sædvanlig.

Den næste Morgen var det Søndag og Svensken skulde ikke paa Arbejde. Men han stod tidlig op alligevel, tændte Lygten og gik op paa Loftet, hvor han gav sig til at sætte Stød paa Drengens Støvler med gamle Saaler og Messingstifter. Og kl. 6, da Børnene skulde op, stod Støvlerne foran deres Seng med nye, skinnende Næser. Det blev en Glæde for Drengen, og saa snart det dagedes, trak han af med sine Skøjter. De andre to, som ikke havde Støvler og Skøjter, saa misundeligt efter ham og var lige ved at græde; men saa trøstede Mor’en dem med, at naar de var artige, gav Far dem maaske en Slædetur. Hun sagde det saadan, at han skulde høre det, og han lod, som om han ikke hørte det. Men op ad Formiddagen tog han af sig selv Slæden ned fra Loftet, satte de to Børn i den og trak af med den gennem den hvide, solbeskinnede Sne. Til middag overraskede Konen med Pandekager og Sirup, og om Eftermiddagen, da Børnene gik til Søndagsskolen, fik de to Øre til at købe Børnebladet for. Om Aftenen læste Knægten det højt, mens Faderen sad i Bænken i Skjorteærmer og saa hyggelig ud. Det var en Dag, som Kone og Børn mærkede med en hvid Sten i deres erindring.

Trækningslisten kom, men Svenskens Nummer kom ikke ud, derimod det ved Siden af. Det var et Nederlag for ham. Vorherre havde ikke villet det saa – men hvorfor? Skulde det maaske være en Straf! Mon Vorherre strængt taget havde noget med Lotteriet at gøre? Det var jo et Slumpespil. Og dette var et ondt Træf. Hans Kone havde været lige saa spændt paa Udfaldet som han; nu læste han i hendes Ansigt, at hun ansaa det for galt at blive ved. Men han havde jo forpligtet sig til at forny; og han vilde ogsaa saa nødigt opgive Haabet. Lykken havde været saa nær ved hans Dør allerede nu ved første Trækning – næste Gang vilde den sikkert banke paa. Første Trækning var altid den sløjeste – siden blev Præmierne flere og flere, større og større; og sidste Trækning var den bedste. Han vilde lade, som om han sagde Sedlen af, og spille videre i al Hemmelighed.

Og det gjorde han.

De Indvendinger, der svagt rejste sig i ham mod dette ny Bedrag, besejrede han fuldstændig ved at forestille sig den Glæde, det vilde værre for Konen, naar han en skønne Dag overraskede hende med, at de var rige Folk.

Men Skuffelsen var han igen faldet tilbage i sin gamle Indesluttethed. Børnene holdt af ham, saadan som han havde været Lørdag Aften og Søndag, og om Aftenen, naar han var færdig med at spise, kom de listende hen og stod og afventende ved hans Side. Men han gav sig ikke af med dem igen.

Han havde strammet sig op, og det havde ikke nyttet. Nu løsnede han Taget i sig selv og gik videre end ellers, som vilde han hævne sig. Han sendte Drengen alene hjem Lørdag Aften med Penge, men holdt noget mere tilbage en ellers og besøgte ogsaa Værtshuset midt paa Ugen.

Det føltes øjeblikkeligt i Hjemmet, og Konen matte regne og spare, for at de kunde leve. Hun kneb fra sig og Børnene først, men det var hende ikke muligt at kræse for Manden længer, og da blev han misfornøjet. Og en Aften, han kom drukken hjem, skældte han ud over Maden, sagde at Kone og Børn aad ham ud af Huset, og at han maatte døje Ondt, for at de kunde fylde sig. Men naar han var ædru, tav han og gik og smaabebrejdede sig selv.

Konen tav ogsaa og gjorde, hvad hun kunde. Hun vidste ikke, at han fremdeles spillede; men hun vidste, at han købte sin Brændevin i Smug, og var klog nok til at spørge, om han ikke vilde have sin Snaps med som før. ”Det er saa koldt, de kan trænge til noget at varme dig paa deroppe,” sagde hun for at skjule Hensigten. Men han saa den alligevel og afslog det paa trods.

Til daglig var han flittig, som vilde han derigennem gøre stiltiende Afbigt. Drengen var han næsten altid god mod. Naar han havde hugget et vist Antal Kilehuller, blev han fri og maatte løbe omkring. Saa kravlede han om i de snedækte Klipper, plukkede frosne Slaan og tog med hjem til de andre Søskende. Han skrabede ogsaa Sne bort under den vilde Abild, og fandt Skovæbler som havde ligget under Sneen og modnet. Ofte havde han en Slæde og Sække med; saa plukkede han Grankogler i Naaleskoven deroppe og kom om Aftenen hjem med et helt Læs til Brændsel. Og Faderen hjalp ham med at trække Slæden – sommetider helt hjem, sommetider kun til Kroen.

(…)